20 nye navne tilføjet til SPOT 2020

jan 16, 2020

I dag byder vi 20 navne velkommen til programmet til SPOT 2020. Det gælder både de mere etablerede musikalske bekendtskaber og de spændende gennembrydende kræfter.

JJ Paulo, FRAADS, Lillebittebock og RH er navne, der kommer med hver deres personlige touch på, hvordan hiphoppen skal lyde i dag. På samme måde er popuniverset og dens mange afskygninger repræsenteret med BATHSHEBA, ELBA, Ganger, Marshall Cecil og PATINA. Og så tilføjer Atusji, First Flush, OK OK, Svaneborg Kardyb og Søren Stensby utraditionelle strukturer og genreblandende kræfter til programmet.

SPOT byder også på gensyn med altid energifyldte Lydmor, som lægger nyt til sit dybt personlige og smittende elektroniske univers, mens ELOQ leverer nye velproducerede sange med sit solide syntharbejde.

Desuden er Norge og Sverige også repræsenteret. Fra Norge kommer Highasakite’s dramatiske og pompøse synth-pop, og brenn.‘s direkte energiforsyning af farverig pop-punk, mens Sverige er repræsenteret af Mimi Bay’s bløde bedroom-pop og Yaeger‘s innovative scandi-pop.

Læs mere om og lyt til de nye navne her.

(Foto: Morten Rygaard)